Hydraulic & Industrial Process Filtration Division EMEA

Parker Hannifin Danmark og Reno indgår distributøraftale

Aftalen indebærer, at Reno overtager Parkers aktiviteter på Transair rørsystemer til trykluft og vakuum.

Ballerup, Danmark, marts 2015: Parker Hannifin, den førende udbyder indenfor ”motion & control” teknologier har indgået distributøraftale med Reno A/S. Parker og Reno har haft et tæt samarbejde i mere end 25 år, hvor Reno bl.a. har opbygget et stort knowhow indenfor produkter til efterbehandling af trykluft fra Parker. Det er derfor med stor glæde, at Reno overtager vores aktiviteter på Transair rørsystemer og tilføjer dette til deres i forvejen store portefølje af Parker produkter.

Transair er et omkostningseffektivt, innovativt og energieffektivt aluminiumsrørsystem til trykluft, vakuum og inaktive gasapplikationer. Fordelen ved dette rørsystem er, at systemet er let at samle samtidig med, at komponenterne er genanvendelige og udskiftelige. Systemet muliggør derfor øjeblikkelig ændring af opsætning såvel som besparelser på installation, vedligeholdelse og driftsomkostninger sammenlignet med traditionelle rør.

Med udnævnelsen af Reno som distributør i Danmark vil kunderne få nem og professionel adgang til Transair rørsystemer, som har været de foretrukne i industrien igennem mange år.

Aftalen understøtter Parkers distributionsstrategi – at skabe større tilgængelighed og service til Parkers produkter gennem værdifulde samarbejdspartnere. Reno er en landsdækkende virksomhed, som har dedikerede specialister til at varetage Transair opgaverne. For kunderne betyder denne aftale samtidig muligheden for dag til dag levering, idet Reno er lagerførende af Transair produkter.

Om Parker Hannifin:
Med en omsætning på over 13 milliarder dollars for finansåret 2014, er Parker Hannifin verdensførende inden for ’Motion & Control’ teknologier og systemer, med specialdesignede løsninger til en lang række markeder indenfor bl.a. mobil- og flyindustrien såvel som den generelle industri. Virksomheden har omkring 57,500 ansatte på verdensplan fordelt på 50 lande. Parker har som en ud af fem virksomheder på S&P top 500 indekset øget sine årlige udbetalinger til aktionærerne de seneste 58 år. For yderligere information henvises til virksomhedens hjemmeside www.parker.com eller investorhjemmesiden på www.phstock.com.

RENO A/S
Reno A/S er det nye navn bag fusionen af TCÅ Trykluft Centret A/S og Ardua Reno FF A/S, som fusionerede pr. 1. oktober 2013. Reno A/S er i dag Danmark’s største trykluftvirksomhed med en omsætning på mere end 100 mio. årligt. Virksomheden beskæftiger 63 medarbejdere fordelt på administration, egenproduktion af kompressorer og højtryksrensere samt salg og service af trykluftløsninger til industrien.